Dagbog #1 – Hvad er Horsemanship?

Dagbog #1 – Hvad er Horsemanship?

9. april 2020 0 Af Karina Nymark

Dem der kender mig personligt ved, at jeg har gået og grublet ift. Rexona og hendes videre træning. Jeg har kigget meget indad og fundet nogle af mine egne svagheder, og arbejdet med dem. Jeg fik dernæst en stor nysgerrighed omkring træningsmetoder der rodfæster sig i jordarbejde, mere end hvad den engelske dressur gør. Jeg kan mærke at alle de metoder og den “vej” Rexona og jeg har brugt indtil nu, ikke er rigtigt for os. Jeg har gjort op med mig selv at Rexona skal have en chance til som ridehest – på længere sigt. Og jeg har indset at for at opnå dette, skal vi have vasket vores tavle ren, starte forfra, og tage udgangspunkt et helt andet sted.

Så nu starter vi forfra. Eller, jeg starter forfra. Den store konvention ligger nemlig hos undertegnede. Hesten er klog og skal nok kunne løse opgaverne henad vejen.

 

 

Dagbog #1

Jeg synes det er lidt en svær “dannelsesrejse” jeg er på lige nu. Dermed ikke sagt at nogen har lovet det skulle være nemt. Men jeg har virkelig ikke vidst hvor jeg kunne starte ift. mine nye træningsintentioner. Derfor har jeg valgt at jeg vil lave en form for dagbog, hvor jeg beskriver hvad jeg har gjort, i hvilken rækkefølge og hvorfor. Jeg forventer jeg kommer til at lave fejl undervejs og dermed blive klogere. Min dagbog kan være med til, at andre ikke laver samme fejl, som jeg. Dagbogen kan også være med til at hjælpe andre i gang uden at skulle igennem hele den “Sherlock-Holmes” proces jeg har været og stadig er i.

Status for mig pt. er, at min hest Rexon har termin om 31 dage. Hun har til nu lært at gå frem og stoppe på en kommando, så hun ikke bare går frem fordi hun tror hun skal. Hun har derudover lært at sænke sit hoved ved meget let tryg, og dermed få strukket hals (og forhåbentligt overlinien) ud.

Jeg har været ude og få en “kigge-lektion” hos Malene Ottesen der træner akademisk med sine to heste. Hun anbefalede mig at besøge Katrine Buur, så det kan være det er det næste jeg skal efter corona-karantænen.

 

 

Nysgerrighedens research

Det super gode ved alle de sociale medier vi har til rådighed i dag er, at viden og materiale er let tilgængelig. Jeg har altid været fascineret af ryttere på Instagram og Facebook der kunne ride deres heste uden udstyr, og som kunne få deres heste til at danse på jorden, uden man kunne se signalerne de gav.

Jeg har et personligt minde som barn fra Landsskuet i Herning, hvor jeg kom om ved en pige der red på en relativ stor brun hest. Pigen red hesten uden trense, igennem et kæmpe virvar af mennesker og larmende ting og sager. Og hesten var rolig og gik bare efter pigens anvisninger. Jeg var mega fascineret, dét kunne jeg ikke på nogen af de heste jeg kendte til!

I løbet af vinteren 19/20 begyndte mit øje at fange videoer med jordarbejde og små tekster på de sociale medier. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg ville med min egen ridning, eller hvad jeg præcist kiggede efter. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at dét der gik igen hos alle jeg så der arbejdede med heste med minimale signaler og udstyr var én ting: Kontakt.

 

Hvordan er kontakten mellem hest og rytter?

Jeg begyndte at gruble lidt. Hvordan var kontakten mellem Rexona og jeg? Jeg tror de fleste ryttere vil sige at de har en fin kontakt til hesten. Jeg tror mange ryttere selv tror, at de har en fin kontakt og relation til dyrene de arbejder med. Men er det nu også sådan? Var det ikke netop kontakten til Rexona der var mit helt store problem? At hendes opmærksomhed altid lå alle andre steder end hos mig, især når vi var til stævner? Måske ikke så meget dét at kunne skabe en kontakt, men at opretholde kontakten, det mestrede jeg ihvertfald ikke med min hest.

 

 

Det hele startede til Hest&Rytter

Som mange af jer ved er jeg jordbrugsteknologstuderende. Jeg startede sommeren 2019, og jeg har udviklet mig rigtig meget som heste-menneske siden. Ikke udelukkende pga. de ting vi har lært på studiet, men fordi jeg omvæltede mit liv for at kunne starte på studiet. Omvæltningen betød, at jeg pludselig stod som et meget mere åbent menneske. Jeg vil næste sige jeg har været igennem en revolutionerende proces, hvor nye muligheder og nysgerrighed omkring alt indenfor hesteverdenen har blomstret hos mig. Tænker jeg bare et pr tilbage, kan jeg godt skamme mig lidt over min umiddelbare snæversynede hed, og hvor jeg gik med skyklapper på og tog ting folk trænede mig i for gode varer uden selv at tænke og mærke efter.

 

Jordbrugsteknologerne med hest i speciale havde fået en masse(!) opgaver der skulle udføres til Hest&Rytter eller som kun kunne løses med midler og viden fra messen. Derfor havde skolen sørget for vores indgang. Én af opgaverne var at høre nogle af de gratis foredrag Ridehesten havde arrangeret, for efterfølgende at skrive om dem. Jeg havde valgt at høre forsker Janne Winter. Jeg synes flere af foredragene lød spændende, så jeg valgte også at gå til foredraget med Den Hele Ekvipage samt Ute Lehman.

Sidstnævnte skulle vise sig at være ret afgørende for mine yderligere tiltag.

 

Horse in Harmony

Noget af det Ute fortalte til sit foredrag gik ikke helt så godt i spænd med det Janne lige havde fremlagt fra sin forskning. Jeg er en meget faktuel person, nogle vil kalde mig både skeptiker og pessimist, men jeg ved ikke helt om de har ret i disse antagelser. Jeg vidste dog med mig selv, at jeg ikke kunne bruge Utes foredrag og metoder som en 100% fremgangsmåde. Og foredraget endte faktisk også med at Ute selv bad os om, ikke at bruge hendes metoder som en religion. Man må aldrig hoppe ned med begge i én grøft, heller ikke hendes. Heste og mennesker udvikler sig og lærer hele tiden, og det er vigtigt vi er åbne overfor dette. Man skal tage det man selv synes føler er rigtigt, og bruge det i sin træning. Og det var også den vej ville gå.

Ute havde sin bog “I Harmony med Hesten” med og gave et messetilbud på den. Jeg havde tidligere søgt litteratur på det brugte marked, uden større held. Så jeg slog til, købte Utes bog signeret og havde en ret god fornemmelse i maven.

 

 

I harmoni med hesten

Jeg begyndte at læse i bogen men havde brug for noget mere håndgribeligt praksis. Jeg søgte derfor efter videoer på YouTube om Horse in Harmony og fandt øvelser fra bogen udført. Disse videoer førte mig videre på YouTube til videoer med “liberty training” og “academic dressage” og der var genkendelige elementer i alle tre dele.

Det Utes bog kunne, og som jeg havde brug for, var at give mig nogle håndgribelige øvelser jeg kunne starte op med i træningen af min hest. Så uden egentlig at vide ret meget om noget som helst observerede jeg dog noget. Dét at lære hesten at sænke sit hovede (som efter sigende skulle udløse beroligende endorfiner hos hesten) var noget der gik igen  både i Utes bog, og i de andre tilgansformer jeg havde set på youtube.

Ute havde lavet en ret nem og forståelig guide i sin bog til hvordan man kan indlære det. Kontakten og relationen mellem Rexona og jeg skulle testes et sted, så jeg prøvede at starte med at lære Rexona dette. Hun er en hest der gerne går meget højt med hals og hoved, og som gerne spænder op i hele overlinien og derved også kommer til at gå højt. Så det gav egentlig ret god mening for mig at prøve og se, om jeg kunne få min hest til at søge nedad og blive afslappet, med sænket hoved.

 

 

Øvelsen “elevator”

Det tog da kun ca. 10 minutter at lære Rexona og sænke hovedet, blot ved et lillefinger træk i grimen under mulen. Rexona er glad for godbidder, men hun er ikke en hest der “overfalder dig” for at få snacks. Så jeg gav hende en godbid når hun sænkede hovedet, for at belønne hende. Samtidig slap jeg selvfølgelig for presset på grimen.

Dagen efter trænede vi i yderligere 10–15 minutter. Målet var nu at se efter, om hun kunne tage hovedet helt ned til jorden, og blive dernede i 2 sekunder. Det var vigtigt for mig at få et signal på det faktum, at nu måtte hun godt tage hovedet op. Og det var også vigtigt for mig, at hun ikke stod med hovedet nede ret længe. Hun skar nemlig en voldsom grimasse dernede, som jeg ikke helt forstår hvad udløses af, men jeg tænker der er blevet flyttet grænser. Så jeg valgte med let hånd at presse hendes hovede lidt opad igen, når opgaven var løst. Jeg er ret sikker på, at Rexona følte det som en belønning i sig selv, at kunne tage hovedet op igen 😉

Ute kalder denne form for øvelse for “elevatoren” i den bog jeg har.

 

 

Opmærksom hest

Dét at heste skal have tid til at forstå opgaven, og at øvelsen skal indlæres for så lille en hjælper som overhovedet muligt, var og er for mig noget af det mest tiltalende ved denne måde at træne hest på. Hesten skal have lov til at lave fejl og misforstå, uden det har en negativ konsekvens for den. Det eneste samarbejdende krav jeg har til min hest er, at den skal prøve. Og så må hesten i øvrigt godt sige nej. Den skal være samarbejdsvillig og derigennem lydig, men ved presserende ting må hesten gerne sige fra. Det skal accepteres og undersøges nærmere.

Rexona er en hest der hører og ser alt. Hun er bedre end nogen vagthund.
Hvis vi går ude ved foldene og Rexona pludselig stopper op og kigger stift i en retning, kommer der med garanti til at ske noget i den retning. Vi andre kan stå og glo i samme retning og også stå og lytte længe, og vi kan hverken se eller høre at der er noget. “Du er tosset, hest” har Rexona fået at vide med en hovedrysten mange gange 😉 Men hun er ikke tosset, for der kommer altid noget i retningen hendes opmærksom er rettet.


I kan måske forestille jer hvor udfordrende det har været igennem tiden, at holde fokus på os mennesker/træner/rytter igennem tiden. Til dressurstævnerne var det som at befinde sig i en gryde med vand, hvor alle ting i omgivelserne, bevægelserne af ting og mennesker og lyde af alle slags, var varmen der fik vandet til at boble hos Rexona. Og som rytter vidste man, at hesten kunne koge over hvert et sekund det skulle være.
Dette skal vi væk fra.

 

 

 

 

 

Horsemanship, hvad er det for et ord?

Jeg har et anstrengt forhold til ordet “horsemanship”. Har du også det? Hvad betyder rodet for dig? Hvilke associationer får du, når du hører nogen sige ordet “horsemanship”?