Foderplan til føl: Vores heste-føl er (åbenbart) et problembarn

Foderplan til føl: Vores heste-føl er (åbenbart) et problembarn

27. oktober 2020 0 Af Karina Nymark

Jeg har været i gang med at lave foderplan til mit heste-føl, og hold nu op et projekt altså. Hvis jeg har grå hår nu som 29-årig, så er det helt sikkert kommet i dén proces.

 

Det finurlige er, at jeg har lavet foderplan til min mors ponyføl også. Og det var rigtig let. Så det virker til, at foderindustrien har en mangel, ift. følfoderblandinger til hesteføl. Eller hvad?

 

Mantraet “fodring er ikke en videnskab” har jeg prøvet at trøste mig selv med mange gange den sidste måneds tid. Og jeg har søgt nettet tyndt efter produkter, der ville få foderplanen til mit føl til at gå op.

 

And breaking news: Jeg har ikke kunne finde noget der har gjort mig helt tilfreds.

 

 

 

 

 

Lidt løgn

Ja okay, det er så ikke helt rigtigt…

Hvis jeg havde mit føl i en stald hvor der blev fodret 3 (eller flere) gange dagligt, så ville jeg godt kunne få det til at fungere. Men jeg har et føl der går i løsdrift med græsfold (så længe lager haves) og grovfoder tilgængeligt hele tiden. Den går desuden sammen med et andet føl og føllets mor, samt en plag.

Et fantastisk set-up, ift. at styrke føllets sociale kompetencer via leg og hierarki. Derudover styrker det bevægelsesapparatet, og skaber et godt fundament for knoglevæksten.

Fri grovfoder og bevægelse giver også fordøjelsessystemet de bedste vilkår – What’s not to like?

 

 

 

 

Udfordringer ved løsdrift

Inden jeg begynder at øffe alt for meget over mine udfordringer med foderplanen, er det vigtigt at kende til management.

Løsdrift er den bedste måde at opstalde heste på, hvis man opstalder for hestenes skyld. Vandrefold i denne kombination gør det endnu bedre, men det er en anden snak.

Problemet med løsdrift er fodringen. Det er udfordrende at fodre mange “løse” heste. Der findes løsninger hvor folk kalder på hestene og binder dem op, indtil de er færdige med at æde. Andre giver hestene “muleposer” på.

Set-uppet på stedet hvor jeg står er med fri grovfoder, og fodring med krybbefoder én gang dagligt. Det fungerer rigtigt godt for de voksne heste. Men så kommer jeg der, med mit føl på 5 måneder (og sin mor, fravænner tidligst ved 6 måneders alderen). Og så kommer udfordringerne. For et føl har en lille mund og en lille mave. Det betyder at udfodringsmængden skal være i små portioner.

 

 

 

Udfordringen ved produkterne jeg har kigget på

Udfordringen for mig har derfor været, at finde et fulfoder (da jeg ikke ønsker at stå og blande alt for mange ting) og lav udfodringsmængde.

Jeg ønsker ikke at nogen af mine heste skal have alt for meget foder i krybben af gangen. Det gælder sig også mit føl. Men jo færre fodringer, jo større mængde foder på én gang.

At få dækket mit føl ind med protein/aminosyrer og mineraler med kun én fodring (og vores grovfoder), viste sig at være umuligt. Stedet hvor jeg står, har derfor indført fodring nr. 2, på min opfodring. (Jeg siger mange tak!).

Krybbefoder 2 gange dagligt er meget normalt, og jeg tænkte jeg kunne nå op på en mængde mit føl kunne nå at æde, og så være dækket ind.

 

Men fandt jeg så et fuldfoder, der dækkede mit heste-føl ind hvis jeg delte mængden i 2 portioner? Ikke rigtigt… Jeg blev meget overrasket over, hvor store mængder foder føllene skal have. Både ifølge producenternes anbefaling, men også hvis man laver en foderplan og kigger på hvornår de er dækket korrekt ind.

Jeg må ikke reklamere, men jeg kan afsløre at de danske fodermærker har givet mig de mest tilfredsstillende resultater. Jeg fandt kun en enkelt udenlandsk producent, der kunne give mig et (nogenlunde) ønsket resultat.

 

 

Hvad er essentielt for føl og opvækst

Måske er det på sin plads at sige, at når jeg taler om føl, så taler jeg om føl fra før fravænning og efter fravænning. Omkring 4 måneders alderen til de er knap et år.

At vænne føllene til at blive fodret før fravænning, har vist sig at reducere stressniveauet i fravænningsprocessen hos føllene. Desuden har føllene især lige efter fravænning brug for næringsstofferne i foderet.

 

 

De to største udfordringer: Protein og Ca/P

Nymarks Pixel

Udover udfodringsmængde kom følgende udfordringer: A opnå det rette totale energiindtag med nok protein, samt få en korrekt Ca/P mængde og forhold.

 

Føl (og plage) må ikke få tildelt for store mængder FE/energi.

Det er vigtigt de vokser det de skal, men ikke mere. Vokser føllene for hurtigt går det oftest ud over knoglerne, der i værste fald kan blive porøse.

Man har lavet mange undersøgelser og sammenlignet for højt proteinindtag med for højt energiindtag (FE). Konklusionen er, at det kan være skadeligt med for meget energi, både pga. føllet vokser for hurtigt, og fordi at overvægtige føl kan medføre andre følgegener.

 

 

 

Protein er essentiel for vækst.

Det er kroppens byggesten, og aminosyrer bruges overalt i kroppen.

Man være opmærksom på, at der findes det vi kalder “begrænsende aminosyrer”. Det er især Lysin og Threonin. Disse to aminosyrer skal være til stede, for at andre aminosyrer kan optages, og proteiner kan dannes.

 

Når føllene bevæger sig, sker der en mineralisering af knoglerne.

Denne mineralisering er helt essentiel for korrekt vækst. Undersøgelser har vist at føl der står mere på boks, har større risiko for at blive væksthæmmede og/eller udvikle OC eller OCD.

 

Knogler er opbygget af calcium.

Mineralerne calcium og fosfor hænger sammen, da forholdet imellem dem har betydning for optagelsen. Det er helt essentielle mineraler, når vi taler om vækst og knogleopbygning, og føl skal derfor have en relativ stor mængde calcium og fosfor fra foderet.

 

 

 

Det er videnskabeligt bevist, at et energirigt krybbefoder kombineret med manglende motion og utilstrækkelig mineralbalancering, giver risiko for OCD m.m.
(Kentucky Equine Research Inc/Equine Research & Developm.).

 

 

 

Passende godt grovfoder

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om, at der ikke findes godt og dårligt grovfoder. Der findes dog grovfoder der er bedre til visse typer heste, end andre. Føl og plage har brug for masser af protein (aminosyrer) til at vokse af. Det er derfor hensigtsmæssigt, at investere i et grovfoder der er høj på protein. Dette vil uden tvivl, gøre det meget lettere at sammensætte en foderplan, uden at skulle blande alt for mange produkter.

Jeg ser en tendens til i år, at meget af det grovfoder der er lavet på 1. slæt rundt omkring, er meget lavt på protein. Til gengæld er det overvejende højt på sukker. Men man kan aldrig vide indholdet med sikkerhed, uden at få lavet en analyse.

Det grovfoder vi har i år er heller ikke helt optimalt til ungdyr (føl). Men vi har en blandet flok, og vi ikke har mulighed for at bytte vores grovfoder ud. Som altid må vi derfor supplere med krybbefoder til hver enkelt hest, efter bedste evne.

Kort om min endelige foderplan til mit føl

Havde jeg haft et grovfoder med større mængde protein til mit føl, ville jeg muligvis ikke have behøvet supplere mit fuldfoder op med yderligere proteinkilde. Jeg har måttet tilføje soyaskrå til den føl-fuldfoderblanding jeg har valgt at bruge.

 

Jeg har også måtte finde et vitamin- og mineralprodukt og give ved siden af. Ikke pga. vitaminerne, men fordi at jeg har store udfordringerne med at få calcium og fosfor forholdet til at blive højt nok, og derudover blive i rette forhold til hinanden.

Så jeg gik fra at håbe på jeg kunne fodre med vitaminer/mineraler ved siden af grovfoderet, til at håbe på jeg kunne fodre med ét foder én gang om dagen, til at benytte mig af 3 slags foder over 2 måltider. På trods af at mit føl har adgang til grovfoder hele tiden.

 

 

 

Vil du vide mere?

https://www.landbrugsinfo.dk/public/1/6/f/vaekst

https://beva.onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/j.2042-3306.1993.tb04858.x

https://pchorse.se/index.php/da/articles/guides-45/4408-protein-45
https://pchorse.se/index.php/da/articles/protein-requirements/protein-yearlings
https://pchorse.se/index.php/da/articles/topic-of-the-month/topics-topics/3113-sept201397384

Bøger:
Equine Science – Zoe Davis
Equine Nutrition and Feeding – David Frape

 

“Udvalgt foto” er taget af Photos by Toft, men skaleret ned i opløsning af undertegnede pga. uploads-begrænsninger.