Jeg blev så ked af det…

Jeg blev så ked af det…

1. oktober 2020 0 Af Karina Nymark

Jeg så en hest med alla alarmklokker ringende forleden dag. Det var en videofilm af en hest i tilridning, uploadet på et socialt medie. Ved denne konkrete sag var der tale om en omtræningshest, det nogen kalder en “chancehest”. Det gør mig kun endnu mere ked af det, men ift. min pointe med dette indlæg, er det underordnet om det er en ung tilridningshest eller en omtræningshest.

 

Hvorfor blev jeg ked af det?

Jeg blev ked af det fordi jeg så en hest under tilridning der var bange og misforstået.

Jeg så en hest der var stresset, utryg og forvirret. Og jeg så to personer der i god tro håndterede den, men ikke så det samme under træningen, som jeg så på videoen af træningen. Synes af konsekvenserne af manglende kommunikation mellem hest og mennesker gjorde, jeg fik ondt helt ned i maven. Hesten viste så tydelige tegn på at den var stresset, presset, forvirret. Men jeg tror ikke at hestens signaler blev forstået af de personer der arbejdede med den.

 

For heste taler ikke menneskesprog, og mennesker taler ikke hestesprog.

 

Men vi kan lære det, og vi skylder vores heste at lære det. Men kan det ikke være lige meget?

Nej, det kan det ikke. Og det jeg tilfældigt så på nettet den dag, er et rigtig godt til at understrege hvorfor.

 

 

Undgå de farlige situationer ved at forstå hesten bedre

Hesten befandt sig i et klassisk tilridningsset-up, med en person på ryggen af den, og en anden person der havde ekvipagen i longe.

Når heste bliver pressede (og især ligeså pressede, som denne her gav udtryk for at være) så skaber vi farlige situationer. Desværre var det også sådan, ved denne situation.

 

Rytteren faldt af hesten, og hun kom efter sigende ret alvorligt til skade.
(Dette gør mig i øvrigt også rigtig ked af det, ingen bør komme alvorligt til skade når de arbejder med heste.)

 

Heste er store dyr og der sker alt for mange skader i forbindelse med heste. Skader der vil kunne reduceres kraftigt, hvis vi forstod hestens signaler og sprog bedre. Og det er helt okay, hvis vi ikke lige har helt styr på alt det dér med kropssprog, adfærd, calming-signals osv.

At kunne forstå hestens sprog som mennesker (vi er en helt anden art, vi hører til primaterne) er noget forholdsvist nyt. Videnskaben har fundet ud af mange ting på forholdsvis kort tid, og det kræver sin fagperson at kunne følge med.

 

 

Men hvad skete der så?

Der er nogle helt overordnede ting man bør vide og være opmærksom på, når man arbejder med heste. Tilridning og omtræning især.

Andre har nævnt disse ting før mig, det er der en grund til for det er vigtigt.

 

Først og fremmest vil jeg gerne nævne hestes behov for kontrol:
Kontrol skal ikke forstås som dét at kontrollere nogen, men snarere  at kontrollere “noget”. Og her er “noget” den situation og de behov, hesten har.

Uden at det bliver alt for langhåret og nørdet, så er en ting der stresser hesten en “stressor”:
Der findes naturlige stressorer, disse er livsnødvendige og hjælper hesten til at overleve. Når hesten udsættes for en stressor, kommer homeostasen (hestens indre) i ubalance, og hestens krop vil søge at opnå balance igen. Nogle funktioner sker ubevidst, nogle mere bevidst.

Hestens følelse af kontrol handler kort sagt om  at fjerne en “naturlig” stressor: Et behov der kommer, som hesten skal reagere på, og på den måde for behovet opfyldt.

  • Hvis hesten føler sult, vil den gerne finde føde og spise = kontrol over situationen og følelsen af sult. (Sult er en naturlig stressor)
  • Hvis hesten føler tørst, vil den kontrollerer situationen ved at søge efter vand og stille sin tørst. Når hesten har drukket, har den fået stillet et behov, og den har fået kontrolleret situationen. (Tørst er en naturlig stressor)
  • Hesten er et socialt dyr og har et socialt behov. Hvis hesten ikke kan få opfyldt dette, udsættes den for stress. Har hesten mulighed for at opsøge artsfæller, har den kontrolleret situationen.
  • Hvis hesten er bange, vil den gerne kontrollere situationen ved at flygte væk fra det, den er bange for.

 

Sidstnævne er i forhold til tilridning, meget vigtig. Heste kan ikke se os, når vi sidder på ryggen af dem. De kan kun føle os. Det er derfor vedkommende i longen på midten – hvis man benytter sig af denne tilridningsmetode – er fuldstændig essentiel. For personen på ryggen bør forholde sig passiv og bare være der. Og personen der longerer er den, der arbejder med hesten.

 

Hvorfor?

 

  • Fordi de første step i en tilridningsproces altid er jordarbejde. Her vænner man hesten til signalerne, og til at gå i longe. Man lærer hesten hvad den skal gøre, via signaler, imens den er i longen.

 

  • Det er vigtigt ikke at introducere for mange nye ting ad gangen. Hvis hesten er tryg ved at gå i longe med udstyr, tryg ved at man rører de overalt, tryg ved at have vægt på, tryg ved at mærke noget (benene) ned langs dens sider, så kan man tilføje den nye ting at der er rytter på ryggen.

 

  • Personen på ryggen skal forholde sig passivt. Personen på ryggen er den der kan give hesten pres som vi ikke ønsker og/eller et pres hesten hesten ikke forstår. Pres for benene. Pres for sædet (vægt). Pres for tøjlerne i hestens mund. Man kan få oparbejdet så mange negative associationer og så meget signalforvirring, ved at lade en rytter sidde med benene nede omkring hesten og med direkte tøjlekontakt til et bid i hestens mund. Når jeg træner heste, så har rytteren på ryggen ikke kontakt til biddet de første mange gange. Biddet og tøjlerne er ikke en balancestang eller et panik-håndtag til hvis rytteren ryger ud af balance.

 

Man kan godt tilride en hest ene mand. Men gør man dette, så har man lært hesten så mange signaler, og vænnet hesten til så mange ting, at der ikke bør ske uhensigtsmæssige reaktioner, når man er på hesten. (Jeg ville i øvrigt meget sjældent kravle på ryggen af en omskolingshest alene første gang.)

 

 

Konsekvenser af manglende korrekt indlæring

 

Hvad sker der, hvis hesten ikke har lært basissignalerne (frem, stop, drej) fra jorden inden vi sætter os op? 

(Den vil blive forvirret/stresset fordi den ikke ved hvad der forventes af den. Den har dermed ingen kontrol over situationen, og ingen mulighed for at gøre “det rigtige”.
Vi der arbejder med hesten, har ligeledes ingen mulighed for at kontrollere situationen, og skabe tryghed og sikkerhed for både os og hesten.

Hvis hesten bliver bange, er der større chance for at få kontrol over situation – og undgå skader – hvis basissignalerne er korrekt indlært.)

 

 

Hvad sker der, hvis hesten er bange for rytteren på ryggen af den?

Nogle gange bliver hestene først bange, når de går fra stilstand til skridt, eller fra skridt til trav. Muligvis fordi det går op for dem, at dét der er på ryggen af dem, altså følger med.

(Hestens frygtreaktion er flugt. Hesten vil altså flygte fra rytteren på ryggen, ved at sætte farten op. Eftersom rytteren følger med, vil hesten ofte blive endnu mere stresset. Den vil sætte farten yderligere op, eller dreje, spinne, bukke osv. for at komme af med det frygtsomme, der er på ryggen af den.

Dette kan og bør undgås, idet heste husker frygtsomme scenarier utrolig godt. Det er bl.a. også derfor, man ikke skal begive sig ud i at træne en omskolingshest, medmindre man har 110% styr på hvad man laver.)

 

 

 

“Jeg forstår min hest bedst”

Jeg tror mange føler, de forstår deres heste. Og man må aldrig underkue det opbyggede bånd (relationen) der er, imellem ejere og deres heste. Men det er vigtigt at forstå, at der er så meget mere, end bare lige dette.

Jeg synes at det er vores pligt at stille os nysgerrige til det vi ved, og spørge os selv, om der mon er kommet yderligere viden til.

Stille os nysgerrige på, om der er mere at vide, og om vi ved nok. Jeg er klar over, det ikke er alle der er ligeså nørdede og lige så videbegærlige som undertegnede. Men misforstå mig ikke. Hver enkelt behøver ikke sætte sig ned, og begynde at studere videnskaben resultater om heste gennem de sidste 50 år. Det har folk ikke ressourcer til, og vi er ikke alle små eksperter. Det kan vi ikke være, og det skal vi heller ikke være.

 

Man kan lade andre om at forstå det “videnskabsteoretiske stof” og få dem til at formidle “light-udgaven” til sig.

Der findes mange dygtige mennesker i Danmark der kan dette. Men stil jer gerne lidt kritisk overfor deres videns-baggrund når I finder en formidler i godt kan lide. Der findes rigtig mange “autodidakte” i hesteverdenen, der er overbeviste om at de ved mere, end de måske gør.

Der er mange der tror de kender til hele “isbjerget” men i virkeligheden kender de stadig kun toppen. Alene af den grund, at de ikke er klar over hvor stort isbjerget egentlig er. Og tro mig, heste er et stort isbjerg!

Jeg ved hvad jeg snakker om. Inden jeg startede på jordbrugsteknologstudiet og derudover begyndte at få øjnene op for indlæringsteori og Equitations science/hestevidenskab, var jeg en af dem der troede jeg kendte til heeeeele det fine isbjerg med emnet “hest”. Men det gjorde jeg bestemt ikke!

 

Sokrates er citeret for at have sagt noget i retningen af: Jo mere man ved, jo mere bliver man klar over alt det man ikke ved.

 

 

Mit nye livsmotto: “For hestene skyld”

Den røde tråd i alt hvad jeg lærer, formidler og mener, har grundpille i denne sætning: “For hestenes skyld”.

Jeg gør og siger ikke noget, medmindre det er med stærk evidens for, at det er det bedste for hesten ift. den viden verden er i besiddelse af nu. Det er vigtigt at huske, at vi lever en dynamisk tilværelse og hele tiden bliver klogere.

Jeg finder ikke på ting fordi det passer godt til lige det jeg synes den pågældende dag. Eller fordi det lyder godt og fornemt inde i mit hovede. Equitation Science (jeg ved det er et abstrakt begreb på dansk, men det er slet ikke så kompliceret) giver verden den viden vi skal bruge, for at forstå hesten korrekt.

Vi har brug for at videnskaben fortæller os mere om hvordan hesten tænker og fungerer, så vi kan øge velfærden, f.eks. i tilridningssituationer.

 

“Jeg kan ikke lære alle alt, jeg kan kun få dem til at tænke” – Sokrates