Jeg gør op med skrøner omkring fodring

Jeg gør op med skrøner omkring fodring

20. januar 2020 Af Karina Nymark

Giver halm mavesår? Er hvede giftigt for heste? Er foderhalm godt for hesten? Det skal jeg fortælle jer mere om, i dette indlæg.

Skrøner mig her og skrøner mig der

Jeg elsker når folk søger viden og også deler deres viden. Men jeg har simpelthen lige brug for, at få nogle fakta om foder på bordet. Der findes alt for mange skrøner. Der florerer et utal af unøjagtige artikler om fodring rundt på de sociale medier, og sågar også på sider med salg af fodermidler.

Viden er en sjov størrelse. Man skal altid huske på, at folk ikke ved mere end de har lært. Når det så er sagt, mener jeg det er på tide at lave et lille opråb om, at stille sig kritisk til de ting man læser og hører. Det er nemlig ens eget ansvar at sikre rigtigheden, i det man læser og hører, så man ikke lærer noget forkert. Vær altid kildekritisk 🙂

 

Hesteejeres viden om fodring

Jeg vil rigtig gerne henvise til et ny rapport der hedder “Er havre Davre” skrevet af Eva Lind Gleerup. Det er “en afdækning af hesteejeres viden om fodring af heste” og Eva holder oplæg om dette til årets Hestekongres. Jeg kan i øvrigt stærkt anbefale man tager til hestekongressen 🙂
Eva skriver bl.a. et ret godt afsnit om “Dunning Kruger effekt”. Jeg laver nok et indlæg om dette emne senere. Det er nemlig et ganske interessant emne og for mig at se, også ganske udbredt i hesteverdenen.

 

De stenhårde facts!

Jeg har igennem mit studie som jordbrugsteknolog, lige afsluttet en større opgave om hestens fordøjelsessystem og fodring. Jeg må sige at jeg lærte rigtig meget i denne proces. Jeg vil derfor gerne dele min viden med jer. Men for at det ikke skal blive langt og kedeligt, kommer her nogle af vigtige facts omkring hesten og dens foder. 🙂

 

Giver halm mavesår?

  • Mit svar er: Nej. Hvis nogen har en kilde på at halm i sig selv giver mavesår, vil jeg rigtig gerne se det. 🙂
    • Mavesår kommer af syreskader fra mavesyren. Hesten har altid nogenlunde samme mængde syre i maven (i modsætning til os mennesker). Dét der hovedsageligt holder mavesyren i skak, er spyt. Spyt er basisk pga. et stof der hedder bikarbonat, og er derfor med til at neutralisere mavesyren. Meget spyt er derfor alfa-omega ift. at holde syren nede på det niveau hvor det skal være.
    • Men hvad giver så mere spyt?
      • Spytdannelse katalyseres af tyggetid. Jo højere tyggetid = jo mere spyt. Derfor er det meget vigtigt, at hesten får grovfoder der netop giver denne lange tyggetid. (Husk i øvrigt altid lucerne i krybbefoderet.) Halm giver tyggetid og dermed spytproduktion. Det siges at stivelse i sig selv har en negativ effekt på mavesyren i maven, men jeg har ikke kunnet finde nogle deciderede studier på det. Halm er ikke høj på stivelse, men høj på lignocellulose, der er en hel anden snak.

 

Kan halm bruges som foder?

  • Halm bør ikke bruges som hestefoder. HVIS man alligevel bruger halm som hestefoder, bør det altid blive blandet op med andet grovfoder som f.eks. hø. Dette vil give mening hvis man har en hest på slankekur, da der ikke er energi i halm, men man kan strække spisetiden/tyggetiden ved at blande det op. Almindelige heste bør ikke få halm som grovfoder, heller ikke som foderhalm på fold.
    • Halm indeholder stor mængde af noget der hedder lignocellulose. Det består bl.a. af stoffet lignin, der kort fortalt er det kornplanten bruger til at lave de stive cellevægge så kornet kan stå oprejst. Lignin er ufordøjeligt for heste (og andre dyr inklusiv os mennesker). Hesten kan derfor ikke fordøje halmen ordentligt, hvilket medfører stor risiko for ophobning i bagtarmen og dermed kolik. 

 

Kan heste i træning fungere helt uden korn?

  • Ifølge Eva Gleerups afdækning i “Er Havre Davre?” viser nye studier at det kan de godt.
    • Korn er hurtig energi for hesten, men jeg tænker personligt at korn til heste er en rest fra gammel tid. I gamle dage var det lettere at få korn, korn fyldte derudover mindre at opbevare, og det virkede til at heste kunne yde godt på den hurtigere energi. Men det ser ud til det er  på tide, at vi gør op med de gamle vaner, og kigger på hestens fordøjelsessystem. Hesten er nemlig så absolut ikke lavet til korn, men kan hente sin energi i grovfoder. Jeg fodrer selv med krybbefoderprodukt der indeholder en lille smule korn, dog ikke meget. Kornfrie produkter vinder derudover ind på hestemarkedet, hvilket jeg synes er en bemærkelsesværdig ting.

 

Må heste få foder lige inden de skal rides/arbejde?

  • Korn/stivelsesrigt krybbefoder lige inden hesten skal på arbejd er no-go. Nye studier viser, at grovfoder i moderat mængde inden hesten skal yde, har en positiv effekt på mavesyren.
    • Når hesten begynder at arbejde går blodet til musklerne og væk fra mavesækken, kort sagt. Dette sætter fordøjelsen i maven i stå. Ved meget kulhydrat (som stivelse fra korn) i maven, påbegyndes uhensigtsmæssig gæring. Fodring med grovfoder giver ikke denne negative effekt.

 

Er hvede giftigt for heste?

  • Nej. Hvede har en hård skal hesten ikke kan fordøje (det samme har byg). Hvis man varmebehandler eller valser hveden kan hesten udnytte/fordøje det. Hvede har et meget højt “energiindhold”, og det er nok her det ofte går galt.
    • Hvis en hest får for meget kulhydrat (som stivelse i korn) vil det give en fejlgæring (kort fortalt) i hestens bagtarm. Dette vil resultere i giftstoffer (toksiner) i hestens blod, hvilket kan give hævede ben eller forfangenhed. Derfor skal man være ekstra påpasselig ved fodring med valset hvede, men det er ikke mere giftigt for hesten end andre kornsorter.

 

Bliver heste “skøre” af havre?

  • Både ja og nej. For det første, så er havre den kornsort heste bedst kan fordøje. Det betyder havren giver energi hurtigt til hesten, ift. andre kornsorter. Dette kan muligvis gøre nogle heste mere energifyldte hurtigere.
    • Havre indeholder et stof der hedder avenin. Avenin kan hos nogle heste påvirke centralnervesystemet på en negativ måde. Derfor kan havre hos nogle heste give et mere opmærksomt temperament.

 

Er sort havre bedre end almindelig havre?

  • Nej. Sort havre indeholder næsten de samme næringsstoffer, som almindelig havre. Der er avenin i begge.

 

 

 

Jeg anbefaler “Den store foderbog”

At finde troværdige kilder omkring hestens fodring og hestens fordøjelsessystem er et større stykke arbejde. Der findes ikke meget evidensbaseret materiale. Hesteverdenen mangler nogle gode grundige undersøgelser lavet af dygtige fagfolk.

Jeg kan anbefale bogen “Den store foderbog” skrevet af dyrlæge Nanna Luthersson (fotoet i denne artikel er fra bogen). Vi bruger den på Jordbrugsteknologstudiet, men jeg vil pointerer at bogen er skrevet til “den almene hesteejer”. Den er derfor let at forstå, og den giver de vigtigste informationer. Men den er ikke så dybdegående i sine konklusioner, som jeg kunne ønske på mine egne vegne. Vi har derfor i vores skrevne opgave hovedsageligt brugt den som understøttende kilde, til andre mere videnskabelige kilder vi har fundet.

Jeg kan dog stadig anbefale bogen, og vil mene at alle hesteejere bør have læst den. Den er derudover rigtig god som opslagsværk.

 

 

//Karina Nymark, Jordbrugsteknologstuderen med speciale i hest