Ser du dig selv som en modig rytter? Jeg anser ikke mig selv som værende specielt modig. Men hvad vil det egentlig sige, at være en modig rytter? Er det et must at man som rytter i denne branche, skal turde sætte sig op på halvrå varme heste, og bare holde fast og håbe på det bedste, når de tonser rundt i ridehal halvt ude af kontrol? Nej vel?

Gammel og skrøbelig type

Efter en interessant ridetur tidligere på ugen tænkte jeg “du er da vist ikke ligeså modig som da du var 16 år hva’ Karina”. Men straks efter reflekterede jeg over det. Da jeg var 16 år (og yngre) kastede jeg mig gerne hovedkulds ud i alle slags opgaver og heste. Jeg tænkte ikke videre over de mulige konsekvenser (man var vel 16, ikke 😉 ), men jeg tænkte heller ikke meget på hesten. Manglende indlæring og indlæringen under rideturen samt baggrunden for, hvorfor det var nødvendigt at være “modig” på den pågældende hest.

Min mening er at det som udgangspunkt, ikke behøver at være nødvendigt at være en modig rytter. Man skal selvfølgelig være i stand til at rykke sine grænser og også udfordrer sig selv, ellers kommer man ingen vegne. Dette gøres ofte ved engang imellem at tage et skridt ud i noget, hvor man ikke helt kan bunde. Men der er forskel på ikke at kunne bunde, og at være ved at drukne.

Der er ingen grund til bevæge sig helt derud, hvor man er ved at drukne.

Når man mister kontrollen

Tilbage til min ridetur tidligere på ugen. Der havde jeg nemlig følelsen af, at jeg var ved at drukne.

Jeg rider en rigtig flink unghest der dog har den udfordring, at den reagerer ret voldsomt på at ride med fremmede heste. Vi havde derfor besluttet at tage den med hen i en ny hal og ride, hvor vi vidste der var andre ryttere til stede. Der var dog lidt flere ryttere end forventet den dag, men hallen var stor så det gik nok.

Jeg plejer altid at sige ift. de unge, at de kun skal præsenteret for én ny ting ad gangen. Nogle gange er det bare ikke helt muligt. Ved denne ridetur, måtte hesten da også forholde sig til både de nye omgivelser i hallen, samt 4 andre store fremmede heste samtidig med.

Absolut ingen kontakt

Som forventet var hesten spændt og meget opmærksom på alting. Den hvilede tydeligvis ikke sig selv, og var udenfor sin comfortzone. Men jeg steg op og tænkte, at nu tager vi bare tingene stille og roligt, og så skal det nok gå. Mit problem kom så herefter, for hesten begyndte ikke at slappe af, som jeg havde håbet den ville.

Jeg mærkede pludselig, at jeg ingen kontakt og kontrol havde. Jeg var pludselig bare et menneske, på toppen af en hest. Hesten skiftede imellem at trippe og at gå i stå, dreje sig rundt og gå hurtigt frem. Det er ikke en voldsom hest at ride, og den er heller ikke så stor, hvilket jeg var ret glad for på det tidspunkt. Jeg prøvede om jeg kunne arbejde den ned i rammen i skridt for at få lidt kontrol over situationen, og se om den kunne finde en tryghed i at lave det den plejer. Men der var ingen kontakt, og jeg kunne mærke at hvis jeg ville dét, så skulle jeg tvinge den til det. Og sådan en rytter er jeg ikke.

Følelsen af pludselig at være bange

Jeg indså, at hverken speeder eller bremser virkede, og først gjorde det mig faktisk lidt bange. En følelse jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har haft. Men jeg tænker det kom som afløber fra følelsen af slet ikke at have kontrol over hesten og dermed situationen.

Jeg overvandt det dog hurtigt og tænkte, at hvis jeg nu bare sad der stille og roligt, så kunne jeg altid holde fast i sadlen hvis der skulle ske noget. Jeg ville give hesten lov til at gå rundt som den ville, og forholde sig til tingene, i håb om at den så ville slappe mere og mere af.

…Men så gik hesten i trav, og jeg kunne ikke stoppe den. (Igen var jeg glad for, at det er en meget stille og rolig hest generelt, og ikke en 175 cm. Michellino-type 4 års, så var jeg sgu nok røget af 😉 )Heldigvis kunne jeg ride ind på en volte. Så det blev til en lille volte i et højt tempo jeg bestemt ikke havde indflydelse på, indtil jeg fik beroliget hesten ned i skridt igen.

Men så begyndte de andre heste at trave, en enkelt at galoppere, og så kunne jeg for alvor mærke at der ingen fokus var på mig og hesten blev endnu mere spændt.

Jeg tog en hurtig beslutning. Hvis jeg skulle være tryg så jeg kunne ride optimalt, så skulle jeg have hjælp. Jeg efterspurgte derfor en longe, og en sød person i hallen lånte os hendes.

Benyt dig af hjælpen hvis den er der

Jeg har aldrig redet hesten her i longe før. Det er i øvrigt mit indtryk at den ikke er blevet longetrænet ret meget, fordi den var så sød at tilride. Men i dag var det altså nødvendigt for mig, at have en hjælpende hånd på jorden. Jeg var ikke modig nok til at ride hesten løs rundt. Jeg var ihvertfald ikke villig til at tage de risici, der ville følge med hvis jeg gjorde.

Det viste sig da også, at vi fik brug for longen. Da vi påbegyndte travtræningen var hesten bestemt ikke opmærksom på mine hjælpere. Jeg kunne derfor heller ikke styre den rundt som jeg plejer, hverken ved vægt eller tøjlehjælp. Longen blev derfor uundværlig ift. at holde hesten på sporet. Set i bakspejlet tør jeg godt sige nu, at det med stor sandsyndlighed var gået galt, hvis ikke vi havde brugt longen.

Så var jeg en bangebuks?

Måske. Måske var jeg eftertænksom og overskudsagtig nok til at tage temperaturen på situationen, og beslutte hvad der var nødvendigt for at få det løst på en positiv måde. Det er ikke sikkert, jeg selv bør være dommer for dette. Men jeg ved ihvertfald, at hvis man som rytter er utryg, og hesten ligeledes er utryg, så er det en giftig cocktail der meget let kan ende ud i noget skidt.

Flugtinstinkt, eller?

Det er i øvrigt spøjst, som heste ofte reagerer voldsomt på andre hestes galop. Jeg tænker om det mon tricker deres flugtinstinkt? At heste der flygter ofte galoperer væk? Farten i galoppen hos dressurhestene i hallen var jo ikke specielt højere, end når de travede, så det kan ikke være fart der påvirker. Har vi ikke alle prøvet at ride på en relativt garvet hest, der også har reageret hvis de har hørt en hest i galop udenfor, eller  set en galoperende hest på en fold tæt på?

Udfordringer er godt!

Jeg er glad for vi tog hesten her med i de nye omgivelser. Det var tydeligvis en rigtig stor mundfuld for den, men vores ridning på dagen blev også tilpasset derefter.
Jo færre heste der efterhånden var i hallen, jo mere ro kom der på den. Da hallen til sidst var helt tom, tog vi longen af og jeg travede videre rundt uden longe med en hest, der næsten var som derhjemme. Vi tager hesten med igen i næste uge, for at gentage og se hvad den siger til det hele, når den nu har prøvet det før.

Jeg kan godt mærke på mig selv, jeg ville ønske jeg havde været mere modig i hele denne situation, og havde prøvet at ride hesten rundt løs i hallen med de andre heste. Samtidig bliver jeg nød til at sige til mig selv, at det havde været en situation med hovedet under armen. Både ift. hesten og jeg, men også de andre equipager i hallen. De ville have skulle tage 100% hensyn til os, fordi jeg ikke havde kontrol over min ridning, hvilket jeg ikke synes er fair.

Differentieret ridning kræver ikke mod

Det er muligt jeg ikke nogen særlig modig rytter. Men jeg formår at få en positiv situation ud af tingene, og jeg formår ikke at lægge mere pres på hesten, end den kan bære. Så hvis man skaber en situation der passer til det hesten kan bære mentalt, behøver man så overhovedet være modig?