Når børneopsparingen står ude på marken

Når børneopsparingen står ude på marken

7. februar 2020 Af Karina Nymark

”Du får først din børneopsparing når du fylder 21, så du ikke bare går ud og bruger pengene på en hest!” Nogle får deres børneopsparing når de bliver 18. I min familie får vi den når vi bliver 21. Så er man lige dét mere moden og afklaret, og bruger ikke pengene på hest.
….Eller gør man?

“Postulatet” går på, at man som 21 årig er dét mere afklaret. Derfor bruger man sine penge med større fornuft. Eksempelvis til gode praktiske formål, såsom indskud til lejlighed eller lignende, i stedet for at “kladre pengene væk” på fester og ting man bare gerne vil have. Da jeg blev 18, var der da heller ingen ”pengepulje” fra familien til mig. Men jeg havde selv sparet op til mit kørekort, så det var sådanset ganske fint.

Skæbnen ville dog, at jeg måtte sige farvel til min daværende hest, som jeg var meget glad for. Jeg havde (såret som jeg var) svoret jeg ikke ville have hest igen. Men da jeg blev 21 og pludselig stod med nogle penge i hånden fra min børneopsparing, ja så fristede det at blive hesteejer igen. Så jeg tog altså på hesteshopping, og gjorde mig et lidt “tilfældigt” køb.

Men det må efterfølgende siges, at have være et meget betydningsfuldt køb, jeg dengang gjorde mig.

 

 

Friis’ Rex-Ona

Friis’ Rex-Ona er min hest. Jeg skriver det på denne måde, fordi hun er noget helt specielt. I har sikkert alle haft den der helt specielle hest i jeres liv. Nogle har endda haft flere. Jeg har også haft flere, men de er desværre ikke på denne jord længere. Rex-Ona derimod, hun er her stadig, og hun er mit største aktiv økonomisk men mindst også følelsesmæssigt.

At købe hest for sin børneopsparing er ikke just det smarteste. Rexona har været en klods om benet for mig mange gange. Let’s face it: Man ved ikke hvad årene i ens 20’ere bringer én. Hvor skal man bo? Hvad skal man opleve? Skal man ud at rejse? Måske studere, og måske i en ny storby? At have ansvaret, også økonomisk, for en hest i en alder hvor livet er meget dynamisk, er ikke altid lige let. Jeg har virkelig sagt nej til rigtig mange ting, for at kunne beholde Rexona. Og jeg kunne også have valgt at bruge min børneopsparing på så mange andre ting, jeg gerne ville have.

 

 

 

 

Sælges? ikke på vilkår!

Jeg har ikke altid haft hverken tid eller råd til Rexona. Men ville så absolut ikke sælge hende. Har aldrig kunnet bære tanken. Rexona har derfor også haft perioder i sit liv hvor hun har stået stille i længere tid. Hele vintre og efterår med, hvor hun bare har gået og været hest et billigt sted, uden de store faciliteter.

Jeg har også fået hjælp fra partryttere i kortere perioder, fordi tid og økonomi ikke helt rakte.  Jeg har aldrig været rigtig vild med at “dele min hest”, men nogle gange må man tage det sure lidt med det søde. Og det har været nogle søde piger der har hjulpet mig.

Da jeg var i lære som økonomiassistent i sin tid, lånte jeg hende endda ud til en rytter et andet sted i landet. Men jeg fandt hurtigt ud af hvor meget jeg savnede min hest. Så selvom jeg havde et fuldtidsjob via min læreplads, styrketrænede 6 gange i ugen og samtidig red en anden hest ved byen jeg boede i,  ja så fik jeg mig et fritidsjob oveni hatten så jeg kunne få min hest hjem til mig igen. Gode mennesker hjalp mig med at finde en boks til hende og få hende hentet. Hvad skulle man dog gøre uden gode mennesker i sit liv?

 

 

 

 

En “ikke-knabstrupper” knabstrupper

Rexona er speciel af sind og væremåde. Hun er på mange områder meget lidt

knabstrupperpræget. Hun er en vågen hest, med et veludviklet flugtinstinkt. Hun er meget opmærksom på sine omgivelser, og det har været en stor udfordring for mig som rytter, at have hende med til dressurstævner.
Hun er en ufattelig klog hest og meget kærlig og trofast, når hendes instinkter ikke tager over. Og så er hun utrolig lærenem, noget der dog virkelig kendetegner knabstrupperen som race.

 

 

 

 

At opgive en drøm

Vores træning på hjemmebane har altid været meget tilfredsstillende. Vi rykkede os især dressurmæssigt, da jeg begyndte at ride hos Tanja Rusovic i 2017 og frem. Men når vi var på udebane, så mistede jeg kontakten til min hest. Vores dressurkritikker var fyldt med “spændt” – “løber” – “tripper”- “mister bæring”, og trods et utal af stævnestarter i 2018 så blev Rexona ikke mere tryg i byen.

Det var derfor oppe at vende med mine daværende staldveninder, at hvis jeg skulle nå det niveau jeg gerne ville på stævnebanerne, så skulle jeg have en anden hest. Og skulle jeg have råd til dette, måtte jeg sælge Rex-Ona. For ”hun egner sig jo alligevel heller ikke til det du gerne vil”.

Jeg har tygget længe på den sætning. Tænkt og tænkt og tænkt. Min gode og søde underviser Tanja fortalte mig dog, at hun ikke synes jeg skulle give op og gå af med hesten.
Men Rexona og jeg kom ingen vegne i dressurkonkurrencerne. Og jeg ville gerne bevæge mig fra La’erne og op i Middelsvær på udebane. Rexona var egentlig i god form, på sit højeste træningsmæssigt, og jeg kunne nok få en god pris for hende som hun var. Måske var det nu jeg skulle tage chancen, og sætte hende på markedet?

Men så kiggede jeg på den smukke, følsomme og skønne hest jeg kendte så godt, og fik et sug i maven så voldsomt, at det gav tårer helt op i øjnene.

 

Jeg var i en situation, hvor min manglende økonomi stod i vejen for mine drømme. Jeg har egentlig efterhånden været der mange gange i mit liv. Det føles ret bittert, og tror alle der kender det er enige. Og lige mht dét, så priser jeg mig faktisk lykkelig for netop først at have fået min børneopsparing i en alder af 21. For hvis jeg havde fået pengene som 18 årig, så var Rexona aldrig blevet min. 😉

Men det blev altså et nej. Rexona skulle ikke sælges. And so be it.

Jeg gik derfor voldsomt på kompromis med mine egne ambitioner og drømme, men valgte at beholde min elskede og lidt specielle hest. Jeg måtte jo så med den beslutning også indse, at jeg ikke ville få min M debut.

 

 

 

Når man elsker en hest

Jeg har ikke oplevet ret mange vilde ting i mit liv. Jeg har aldrig rigtigt været ude at rejse. Mine sabbatår brugte jeg på at arbejde med heste, og min børneopsparing, ja den står ude på marken. Jeg har heldigvis aldrig været særlig forfængelig, så frisør, nyt tøj og make-up har ikke været noget jeg har brugt penge på (tænker vi er flere hestemennesker om dén del). Jeg har aldrig været på nogen form for ophold eller været i storbyer og studere eller lignende. Til gengæld har jeg haft min hest. Og Rexona har været min ”klippe” i både glædens og sorgens stund, gennem de sidste 7 år.

Jeg elsker den hest.

 

Hun er skide bøvlet, hun skal oftest overtales til alting, hun vil ikke lade sig håndtere af alle, hun er snu og løber gerne om hjørner med folk hvis det er til hendes fordel, hun er en gloabe og en bangebuks, hun har ikke nogen lang fin stamtavle og så er hun overbygget og har en kort hals.
Men hun er også fantastisk i sin personlighed, hun er sjov og trofast, og hun giver altid en god ridetur hjemme på banen.

Jeg vil ikke anbefale at unge mennesker bruger deres børneopsparing på en hest. Det er meget risikofyldt, og jeg mistede også næsten Rexona i 2015, og det er en chance man tager med sådan en investering. Men jeg bliver også nød til at sige, at jeg ikke har fortrudt jeg købte Rexona én eneste gang.

Så ja, min børneopsparing går ude på marken, og der går den rigtig godt 😉